FILOSOFI

Maj 1999

1. Identitet og formål

1.1 Filosofi behandler de spørgsmål, som er grundlæggende både inden for det praktiske liv og inden for alle fag og videnskaber. Det er filosofiens væsen på tværs af de faglige og videnskabelige grænser at stille stadig dybere spørgsmål og kritisk overveje mulige svar.

1.2 Gymnasiefaget filosofi har sit tyngdepunkt i arbejdet med filosofiske emner og problemstillinger med forankring i den filosofiske tradition.

1.3 Beskæftigelsen med filosofiens mangeartede forståelsesmodeller og problemstillinger muliggør tilegnelsen af en klarere omverdensforståelse og herigennem tillige en klarere selvforståelse. Den fremmer samtidig en systematisk og kritisk tænkning og evnen til at argumentere.

MELLEMNIVEAU (C-niveau)

2. Undervisningsmål

Målet med undervisningen er, at eleverne

- opnår viden om filosofiske problemstillinger og teorier vedrørende fundamentale opfattelser af menneske, samfund og natur og vedrørende almene forudsætninger for erkendelse og handlen

- opnår et grundlæggende kendskab til discipliner, begreber og metoder inden for faget

- opnår kendskab til filosofiske problemers og teoriers historiske og systematiske sammenhæng

- kan formulere, analysere og forholde sig til filosofiske spørgsmål

- forstår, hvorledes filosofiske opfattelser er involveret i den menneskelige erkendelse og handlen.

3. Undervisningen

3.1 Der læses 3-4 emner, således at alle de følgende emnekredse bliver repræsenteret:

- mennesket og dets symboler

- samfundet og historien

- naturen og teknikken.

3.2 Arbejdet baseres på læsningen af primærtekster og sekundærlitteratur. Der læses 150-225 normalsider primærtekster.

3.3 Mindst ét emne behandles såvel historisk som systematisk ud fra et større antal primærtekster.

4. Eksamen

4.1 Der afholdes en mundtlig prøve med forberedelsestid (inkl. instruktion og materialeudlevering) på ca. 25 min. Der eksamineres (inkl. censur) 2,5 eksaminander i timen.

4.2 Eksamensopgivelser er 100-150 normalsider primærtekster svarende til 2/3 af det læste stof og skal være fordelt på mindst 3 af de emner, undervisningen har omfattet.

4.3 Eksamensopgivelser for selvstuderende er ca. 225 normalsider primærtekster med tilhørende sekundærlitteratur.

4.4 Der eksamineres i en læst tekst, evt. suppleret med andet materiale. Tekstmaterialet må ikke overstige 2 normalsider. Teksten skal forsynes med vejledende spørgsmål, hvoraf det fremgår, på hvilken måde teksten skal indgå i besvarelsen. Der udformes normalt så mange spørgsmål til et hold, at det ikke er nødvendigt at lade enslydende spørgsmål gå igen inden for holdet, men for store hold kan det undertiden være nødvendigt at lade enkelte af spørgsmålene optræde 2 gange.

4.5 Eksaminanden prøves i sin evne til at formulere, analysere og forholde sig til det eller de filosofiske problemer, eksamensteksten indeholder. Eksaminanden prøves endvidere i sin evne til at fremdrage væsentlige sider af det emne, eksamensspørgsmålet repræsenterer, og til at deltage i en uddybende drøftelse.

4.6 Bedømmelseskriterier

4.6.1 Som vurderingskriterier indgår:

Brug af teksten

- Er behandlingen af teksten dækkende i forhold til den stillede opgave?

- Er tekstgennemgangen båret af problembevidsthed og overblik?

- Giver eksaminanden på egen hånd belæg i teksten?

Faglig viden

- Er eksaminanden fortrolig med relevante teorier, problemstillinger og begreber i faget?

- Kan eksaminanden på egen hånd gøre brug af denne viden?

Metodiske færdigheder

- Er fremstillingen veldisponeret?

- Har eksaminanden et operationelt filosofisk sprog?

- Evner eksaminanden at fremstille og analysere de filosofiske tankegange?

Anvendelse af de filosofiske færdigheder

- Kan eksaminanden på relevant måde sammenligne og perspektivere de filosofiske teorier?

- Kan eksaminanden forholde sig kritisk ræsonnerende?

- Kan eksaminanden indgå i en uddybende samtale?

4.6.2 Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering.