Sanel & Christian
Kvalme
som er en roman skrevet af den kendte filosof Jean-Paul Sartre, handler om Sartres
videregivelse af sit budskab/teori om menneskets eksistens.
Sartre
om eksistentialismen udtrykt i uddraget fra ”Kvalme”:
Imellem fødsel og død er der kun tid som skal dræbes for at skjule livets absurde mening
Livet er en farceforestilling
Ungdom og kærlighed eksisterer ikke, er kun simple symboler
Mads
Forholdet til kniven og livets meningsløshed:
”Ting er ikke skabt for at vi skal røre ved dem.
Det var bedre om man sneg sig ind imellem dem og undgik dem mest muligt”.
Dette ret så radikale udbrud udtrykker ret præcist Roquentins tilstand.
Normalt ville man jo påstå at ting netop er skabt for at vi skal røre ved
dem, bruge dem. En kniv kan slet ikke virke hvis man ikke tager fat om dem.
Roquentin er nået til den konklusion at alt i livet er meningsløst. Han har
opdaget at han eksisterer, er fri. Det han søger efter er liv. Kniven er repræsentant
for det meningsløse. Kniven giver ingen mening i sig selv. Man
bliver nødt til selv at lægge mening i den ved at bruge den. Det er derfor han
vil undgå tingene, fordi de er meningsløse. Han flygter fra denne
konfrontation idet erkendelsen af meningsløsheden giver ham kvalme. Det at
Sartre bruger tilstanden kvalme til at beskrive Roquentins forhold til tilværelsen
er næppe tilfældig. Man behøver blot at ”adjektivere” begrebet for at
forstå Roquentin. Roquentins forhold til meningsløsheden er kvalmende.
Roquentin har selv været en ting. Før han begyndte at ”eksistere”, altså
før han begyndte at tænke over meningen med sin eksistens, flød han rundt i
tilværelsens strøm uden at tænke på hvorfor han var til stede og gjorde de
ting han gjorde! Situationen med smutstenen kan bedst sammenlignes med et
vandfald der pludselig dukker op i den ellers så tilsyneladende kontinuerlige
strøm hvori han flyder. ”Vandfaldet” får ham til at vågne op. Hvorfor
flyder han rundt i denne strøm? Giver det nogen mening? Roquentins svar er nej.
Denne erkendelse af meningsløsheden udmønter sig i en næsten overdreven opmærksomhed
omkring livet og det eksisterende. Fx på side 40 hvor han Roquentin føler
knivens skaft, og derefter to gange tænker: det er min hånd der holder om skæftet,
min hånd! Han kan næsten ikke begribe det. Det virker så meningsløst
ligegyldigt for ham. Denne uafbrudte tænken over tingene, gør at Roquentin
kommer til at føle en skrækkelig livslede. Der var engang en klog mand der
sagde at hvis man konstant skulle gå og tænke over livet ville man blive
sindssyg.
Christina,
Sabine og Maria
Sartre skriver om Roquentin, som véd at han og verden
eksisterer. Han fører en samtale med en person, som han kalder Autodidakten.
Denne Autodidakt ved ikke at han og
verden eksisterer. Dette føler Roquentin en vis sympati for, selv om det er
selvbedrag. Roquentin
tager en kniv i hånden, og væmmes ved at tænke på, at ting kun har en
mening, når man bruger dem. Han føler sig overvældet af alle tingene uden
mening. Det er det, som giver ham kvalme. Roquentin ville næsten ønske at han
ikke vidste, at han eksisterer og at der ikke var nogen mening med livet.
Han mener, at der er nogen som godt ved at de eksisterer og ved at livet
ikke har nogen mening, men at de så søger en mening med livet, ved at opfinde
Gud, det bliver deres holdepunkt med livet, om end det er forkert.
Det at
Sartre bruger kvalmen som et symbol, det
gør at man får den fornemmelse at det virkelig er noget ubehagelig og noget
fysisk.
Lisa, Tanja, Anja og Tina
Roquentin føler,
at kniven er en genstand, og
genstande er ikke dannet for at man skal røre ved dem. Allerhelst vil han lade
den være, han siger nemlig, at det ville være bedre hvis man undgik disse
genstande, idet de er meningsløse, medmindre man selv giver dem mening. Han
smider kniven og tager den atter op. Han opdager, at Autodidakten bliver bange,
da han ser ham med kniven, hvilket giver Roquentin magtfølelse.
Roquentin mener, at ingen kan forklare eksistensen,
og at den er formålsløs og unødvendig. Ligeledes synes han, at det er mærkværdigt,
at menneskene prøver at skjule denne meningsløshed over for dem selv.
Camilla, Nicolai og Frederik
Roquentin vil give kniven en mening, for når den
bare eksisterer har den, som alle andre ’ting’, ikke i sig selv nogen
hensigt – altså har ting en mening idet mennesket giver dem en, og da
mennesket også i grunden er hensigtsløst er det lige meget hvilken mening han
tillægger kniven. Altså er det lige meget om den bruges til at skære ost med
eller om den bruges til at stikke i øjet på et andet menneske. Sagt med andre
ord: livet har ikke nogen determineret mening, da mening er noget man selv må
putte ind i det.
Roquentins kvalme skyldes at han pludselig har indset
livets og tingenes meningsløshed, det vil sige at vi alle sammen går rundt med
en potentiel kvalme inden i os.
Pete
Roquentins forhold til kniven, går ud på at bruge
kniven, da den ikke har noget formål før han tager den op i hånden og tænker
over hvilke funktion den giver ham, men idet han står med kniven i hånden,
indser han, at lige meget hvad han gør med kniven, så har livet ikke nogen
mening. Han vælger i stedet at
lade kniven falde og forlader stedet med ostesmagen i munden, velvidende om at når
han har sagt farvel og er trådt ud af døren, vil snakken gå om ham. Men hans
mening med kniven giver ham kvalme. Hans hensigt med livet er forsvundet.