| Bekendtgørelser | Religionerne | Forside |
| Undervisningsforløb | Nyreligiøsitet | Internet ressourcer |
| Etik og filosofi |
Ved det
grønne bord - eksamenstræning
Gode
råd om eksamen
Rådene er generelle og går ikke på de
enkelte fag. For overskuelighedens skyld har vi inddelt dem
således:
a) Før eksamen
b) Når opgaven trækkes
c) I forberedelseslokalet
d) Under eksaminationen
a) Før eksamen
Vær så fagligt velforberedt som muligt
Læg en realistisk læseplan - foretag en prioritering
Bland ikke for mange fag sammen. Koncentrer dig om ét fag - evt.
to, hvis eksamensplanen giver en skæv fordeling af den tid, der
er til rådighed til de enkelte fag.
Læs kontinuerligt (jævnt og stabilt) i stedet for en desperat
slutspurt, hvor du skal læse den sidste nat eller samme dag,
før du skal op
Hellere alment orienteret end større eller mindre
"huller". Vær ikke "chancerytter" til
eksamen. Dvs. spring ikke noget over i pensum.
Vær fortrolig med pensum og eksamensopgivelser. Kend fagets
eksamensbestemmelser
Det er en god idé - i hvert fald i en del af perioden - at
repetere sammen med nogen
Få afklaret tvivlsspørgsmål - enten sammen med
studiekammerater eller faglæreren
Ingen kan nå det hele. Kend din styrke og erkend dine svagheder.
Arbejd med dine svage punkter.
Vær realistisk - i forhold til niveauet - din kunnen - hvad du
kan nå.
Få overblik over stoffet, før du begynder at repetere.
Læs ikke uafbrudt. Hold kortere eller længere pauser efter en
passende tid (fx svarende til lektionslængder).
Det er godt at læse ekstra (uden for pensum), men kun i
begrænset omgang. Kend dine grænser og din formåen.
Sørg for at der er orden i dine notater inden eksamen. I
forberedelsen kan man ikke nå at læse bøger - kun korte og
overskuelige notater.
Mød op i passende tid før eksamen - hverken for tidligt (så
bliver du nervøs) eller for sent (så bliver du hektisk og
stresset).
Hav alt relevant materiale med (bøger, kopier, noter m.v.)
Undgå unødig nervøsitet. Vær dig selv.
Uanset hvilken opgave du trækker, så undgå reaktioner som:
"åh nej, det var det eneste jeg ikke ville op
i..." eller modsat: "gud hvor heldigt, det var
lige det, jeg allerhelst ville trække...det har jeg bare tjek
på!"
Kig grundig på opgaven før du går ind i
forberedelseslokalet. Vær sikker på, at du forstår opgaven og
evt. spørgsmål.
Spørg læreren hvis der er noget, du er i tvivl om.
Husk at få al udleveret materiale med i forberedelseslokalet.
Er du i tvivl, så spørg om, hvor lang forberedelsestid du har.
Undersøg inden læreren forlader
lokalet, om der er papir og blyant. Vær sikker på at de
tilladte hjælpemidler er til stede i lokalet.
Tjek at du har dine egne notater fra undervisningen.
Disponér forberedelsestiden - specielt hvis der er flere
delopgaver.
Lad være med at kaste dig ud i detaljer eller "fare"
teksten igennem. Sørg for at skabe overblik. Placér opgaven i
forhold til det læste pensum. Overvej hvordan du vil gribe
opgaven an, og hvor du vil hen med besvarelsen - og gå så
roligt i gang med at læse teksten.
Hvis teksten er en kopi, så betragt den som din ejendom. Du
må/bør strege i den og foretage tilskrivninger. Man gør det
systematisk og overskueligt. Husk at teksten danner grundlag for
eksaminationen. Den er dit holdepunkt, når du skal fremlægge.
Der er altid papir til rådighed under forberedelsen. Notér ned,
når du læser. Notater er dit andet holdepunkt ved
eksamensbordet. Derfor skal de være tydelige. Du skal ikke
skrive en dansk stil, men hjælpe dig selv med prioriterede
stikord og relevante henvisninger til teksten (det er vigtigt at
kunne dokumentere).
Disponér forberedelsestiden således, at du til sidst har nogle
minutter til at repetere, hvad det er, du vil. Løb din
disposition igennem inde i hovedet. Vær sikker på, hvordan du
vil starte.
Husk at tage tekst (er) og notater med ind i eksamenslokalet
Vær så rolig og naturlig som muligt,
når du kommer ind.
Præsentér dig selv og den opgave du har fået.
Læg din disposition frem, så lærer og censor ved, hvordan du
har grebet opgaven an.
Det er vigtigt, at du kan starte selv (undgå bemærkninger som:
"Ja, jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte...eller
(til læreren) "Kan du ikke lige hjælpe mig i gang")
Vær ikke bange for at støtte dig til dine notater. Det er
ikke snyd at kigge i sine noter - det er tværtimod et tegn på
systematik og selvstændighed.
Brug den tekst, som du er oppe i. Henvis til konkrete steder og
citér i nødvendigt omgang. Det er godt at kunne dokumentere.
Lige så vigtigt det er, at du selv kan starte og give et oplæg,
lige så vigtigt er det at huske på, at eksamen er en dialog. Du
skal give oplæg til debat, men bliv ikke nervøs hvis læreren
(eller evt. censor) stiller spørgsmål. Det er ikke tegn på, at
det går skidt! Bild dig ikke ind, at din enetale betyder
topkarakter.
Lad dig ikke distrahere af censors (og eksaminators) noteren. Det
er din sikkerhed for, at der er dokumentation for, hvad du har
sagt.
Sig til hvis der er spørgsmål, som du ikke forstår.
Hvis du føler, at samtalen går skævt, så du er bange for ikke
at nå det, som du har forberedt, så gør eksaminator og censor
opmærksom på, at du har mere stof jvf. din disposition (derfor
er det vigtigt, at du lægger den frem i starten).
Inden du forlader eksamenslokalet, skal du gøre opmærksom på
det, hvis du har væsentlige punkter, som du ikke har haft
lejlighed til at fremlægge.