Hegel Udgangspunktet for Hegels
religionskritik var den kristne lære om inkarnationen: at Gud blev
menneske. Det forstod Hegel sådan at det guddommelige var menneskeligt og
det menneskelige var guddommeligt. Hermed falder en abstrakt Gud over
eller udenfor menneskets verden bort. |
Feuerbach Feuerbach ville enhver
forestilling om Gud til livs. Religion er antropologi og ikke andet. Men
da mennesket er afmægtigt og ikke kan realisere sin rige sanselige
kærlighed, så forestiller det sig en almægtig og al-kærlig Gud. Mennesket
fordobler sig selv. Religionskritikkens opgave er at lede energien, som
rettes mod en imaginær himmel, tilbage til jorden.
Feuerbach:
Kommentar til Religionens væsen |
Marx For Marx er mennesket primært
et samfundsvæsen og religionskritik består i samfundskritik. På én gang
udtrykker og protesterer religionen imod den sociale elendighed, hvis
afskaffelse af sig selv medfører religionens bortfald.
Marx: Kommentar til
Teser om Feuerbach
Marx: Teser om Feuerbach (original tekst på dansk) |
Nietzsche Nietzsche forklarede
religionens eksistens ved det svage menneskes mangel på evne til
livsudfoldelse. Svagheden bliver legitimeret religiøst ved forestillingen
om en Gud der kræver livsfornægtelse. Det svage menneske kan afløses af
overmennesket, når man indser at Gud for længst er død.
Nietzsche 1:
Kommentar til uansvarlighed og uskyld
Nietzsche 2:
Kommentar til kristendommen som slaveopstand i moralen
Nihilisme: Der findes
ingen objektive idéer... |
Freud Også Freud sætter
religionskritikken ind ved menneskets svaghed. Religion er en illusion, en
ønskeopfyldelse i en hård tilværelse. Eller religion er kompensation for
det mislykkede oprør mod fader-autoriteten. Kun det modne og rationelle
menneske kan undvære religionens trøst.
Freud: Kommentar til Religion som kollektiv neurose
Freud:
Leksikonartikel fra www.solidaritet.dk |