Bekendtgørelser Religionerne Forside
Undervisningsforløb Nyreligiøsitet Internet ressourcer
Eksamen Etik og filosofi  

 

Religionskritik

Grundpåstanden i den meste religionskritik er at mennesket har skabt Gud i sit billede. Religionens indhold er enten uvirkeligt eller også tilslører det virkeligheden. Religionskritikkens mål er derimod virkelighedstroskab. I epoker med en stærk rationalisme har religionskritik været udbredt. Det gælder 500-600 tallet f.kr. i Grækenland og århundrederne efter oplysningstiden i Europa.
(Finn Stefánsson og Asger Sørensen (red.): Gyldendals Religionsleksikon. Religion og Livsanskuelse 1998)

Hegel
Udgangspunktet for Hegels religionskritik var den kristne lære om inkarnationen: at Gud blev menneske. Det forstod Hegel sådan at det guddommelige var menneskeligt og det menneskelige var guddommeligt. Hermed falder en abstrakt Gud over eller udenfor menneskets verden bort.
Feuerbach
Feuerbach ville enhver forestilling om Gud til livs. Religion er antropologi og ikke andet. Men da mennesket er afmægtigt og ikke kan realisere sin rige sanselige kærlighed, så forestiller det sig en almægtig og al-kærlig Gud. Mennesket fordobler sig selv. Religionskritikkens opgave er at lede energien, som rettes mod en imaginær himmel, tilbage til jorden.
Feuerbach: Kommentar til Religionens væsen
Marx
For Marx er mennesket primært et samfundsvæsen og religionskritik består i samfundskritik. På én gang udtrykker og protesterer religionen imod den sociale elendighed, hvis afskaffelse af sig selv medfører religionens bortfald.
Marx: Kommentar til Teser om Feuerbach
Marx: Teser om Feuerbach (original tekst på dansk)
Nietzsche
Nietzsche forklarede religionens eksistens ved det svage menneskes mangel på evne til livsudfoldelse. Svagheden bliver legitimeret religiøst ved forestillingen om en Gud der kræver livsfornægtelse. Det svage menneske kan afløses af overmennesket, når man indser at Gud for længst er død.
Nietzsche 1: Kommentar til uansvarlighed og uskyld
Nietzsche 2: Kommentar til kristendommen som slaveopstand i moralen
Nihilisme: Der findes ingen objektive idéer...
Freud
Også Freud sætter religionskritikken ind ved menneskets svaghed. Religion er en illusion, en ønskeopfyldelse i en hård tilværelse. Eller religion er kompensation for det mislykkede oprør mod fader-autoriteten. Kun det modne og rationelle menneske kan undvære religionens trøst.
Freud: Kommentar til Religion som kollektiv neurose
Freud: Leksikonartikel fra www.solidaritet.dk
Sartre
Også Sartre kan placeres i en religionskritisk sammenhæng. Hans filosofi kan betegnes som en ateistisk orienteret eksistentialisme, som betoner menneskets frihed og dermed også ansvar. Eftersom Gud ikke eksisterer har mennesket ikke på forhånd en bestemt natur. Mennesket er kun hvad det gør sig til. Det er selvbedrag at undskylde sine handlinger eller valg ved at henvise til Guds vilje, naturen eller samfundet.
Sartre: leksikonartikel fra www.solidaritet.dk