Sekularisering

(af latin: saeculum: århundrede, tidsalder): verdsliggørelse.

Baggrunden for tanken om sekularisering er den kristne enhedskultur i middelalderen hvor verden rummede to dimensioner: en overnaturlig og over-historisk evighed og en naturlig og historisk timelighed. Sekulariseringsprocessen gør verden éndimensionel: den naturlige og historiske dimension er hele virkeligheden. Generelt sagt kan sekulariseringen forstås som en reaktion på kristendommens eneret til at tolke verden ud fra evigheden.
Med renæssance og reformation tog sekulariseringen sin begyndelse, med oplysningstiden tog den fart og har siden da præget stadig større dele af verden.
Man kan udskille tre betydningslag i sekulariseringen.

1. Historisk betegner sekularisering en anvendelse af kirkeligt gods til verdslige formål. Denne betydning af begrebet har eksisteret siden den westphalske fred 1648.
   
2. Senere udmøntes sekularisering som et historiefilosofisk begreb og betyder kulturlivets befrielse fra kirkens formynderskab.
   
3. Endelig anvendes det i vore dage som et ganske neutralt videnskabeligt begreb om videnskabens emancipation fra enhver religiøs bundethed.

Mens sekularisering tidligere var et eminent kritisk begreb, er det i stigende grad blevet værdineutralt og bliver ofte brugt til at beskrive en hvilken som helst overgang fra det hellige til det profane. Med en så vag betydning er begrebet på vej til at blive slidt op.

Finn Stefánsson og Asger Sørensen (red.): Gyldendals Religionsleksikon. Religion og Livsanskuelse 1998